Jeg hedder Katja Sofie Tolstrup – og jeg er projektudvikler og fundraiser og bor på Bornholm. Jeg har startet min konsulentvirksomhed med ønsket om at samarbejde og støtte op om lokale virksomheders udviklingsmuligheder, gerne med fokus på den grønne omstilling. Samtidigt ønsker jeg at arbejde bredt med alle aktører, der ønsker at udvikle idéer og projekter på øen i Østersøen.
Øens ca. 40.000 indbyggere rummer en lang række iværksættere og projekt-idéer, som eksisterer og udvikles på trods af ofte skarp konkurrence om både kunder og støtte. Jeg kan bakke op med identifikation af rette partnere og af de muligheder, der findes i både offentlige og private puljer og programmer.
I mere end ti år har jeg arbejdet med EU’s programmer og med projektassistance. Det arbejde har givet mig grundig erfaring med EU’s regler og kravsspecifikationer, og samtidigt har jeg opbygget en god forståelse for, hvordan lokale behov kan matches med ekstern støtte og midler.
Derudover har jeg erfaring med at søge støtte hos statslige og private fonde – og det har givet en solid indsigt i, hvad der skal til for at idéer vokser til projekter, som udvikles og funderes og sidst, finansieres.
Min erfaring ift. EU’s programmer og puljer dækker fx EU’s INTER-REG programme og Horizon-2020 og relaterede støtte-muligheder, bl.a. gennem Greater Copenhagen EU Office.
Jeg er antropolog fra Københavns Universitet, og min arbejdserfaring dækker ophold i udlandet, arbejde med menneskerettigheder – og senest, mere end 3 års erfaring som fundraiser for Bornholms Regionskommune. Her skal nævnes, at jeg som kommunens fundraiser deltog i udarbejdelsen af ansøgningen om prisen for den mest energi-rigtige ø i EU, den såkaldt RESPonsible Island Prize – en pris, Bornholm vandt og som bibringer EUR 500.000 kvit og frit.
I juni 2020 blev jeg færdig som Fundraising Manager hos Fundraiseren.dk
